Da Myllarguten spilte for ålingen Svein Halvorsgard i Drammen i 1871


Svein Halvorsgard

Svein Mikkelsson Halvorsgard var født 13.10. 1853, og han gikk bort i 1926 i Amerika.
Foreldrene hans var Mikkel Knutsson Arnegard Halvorsgard Odden og Gunhild Sveinsdtr. Halvorsgard.Han var gift med Margit Andersdtr. Underåsen 1859—1951.

Svein arbeidde på sagbruk og var lærar. Ei ulykke på saga førte til at høgre leggen vart skadd, og han fekk trefot. Så gjekk han på Vossevangen lærarskule og var lærar nokre år før han reiste til Amerika: Canton, Lincoln, SD våren 1881. Billettane var betalte på forskot. Dei budde i Lyman Co. Svein heldt religionsskule, vart ein dyktig farmar og forretningsmann, står det i Hallingen. Han skreiv små vers og sende til Hallingen. Svein har skildra gjætsla og skulegonga o.a. Han kom på skulen fyrste dagen med ei tiurfjør og ein fjølastubb. Det var skrivesakene den tid.

I bladet «Hallingen» for 1924, utgjeve av Hallinglaget i Amerika, finn me eit stykke av Svein Halvorsgard som eg gjev att her:

«Møllarguten i Drammen

Ærede redaktør og gode halling.
En kjærlig julehilsen og ønske om et godt og velsignelsesrigt nytt år for Dem med familie og andre gode hallinger; som disse linjer kan nå, – vel at mærke: alle som står med ærlige navne på subskriptionslisten og er ellers vel anskreven jå han Lars, dette må være målestokken, våre hallinger måles med. Nu til sagen: Jeg har hat i minde deres venlige opfordring om, at skrive lidt til «HaIIingen»; men kviet mig ved det, da jeg slet ikke er skrivedyktig, – alt er glemt i det daglige stræv. Af dette forsøg vil De se, at det forholder sig slik.

Ved at Iæse et stykke i Skandinavien om Møllergutten kom jeg til at erindre noget, som hendte mig i Drammen engang ud på våren 1871.
Et par år forud hadde jeg mistet den høire fod, jeg blev således ubrugelig hjemme i Hallingdal, tillige var jeg også forældæløs. Så blev det besluttet, at jeg skulde være vinteren over hos en gift søster i Drammen. En dag jeg og hendes tre stedsønner – den ældste lidt yngre end mig selv, var alene hjemme, tog vi os den frihed at lege ude på gaden.

Vi blev var en som kom gående opover gaden mod os, bærende noget under armen. Det så ud som om han var lidt ustø på foden. Han kom ret til os og efter nogle bemerkninger om at vi var nogen snille gutter; vendte han sik mot meg og sa: «Du er fjælgut ser eg -ja eg og æ frå fjælbygd, Telemarken nemlig». Eg sa at eg va Halling, Han så mig vel over igen og syntes at falde i tanker. Mine øine hang ved den ting han bar under armen – en fele -, han syntes at merke dette og sa: «Kanskji du vil e ska spela for deg? Ja, dæ æ best han kom inom porten». Lykkeligvis, som før nævnt, var selvefolket borte, ellers kunde vi ikke ha ført noe så vanhelligt ind på gården. Han begynte at stemme felen sin, og det tog ganske længe, nogle lange drag, men sluttede, og så pa mig igjen. «Kva vil du eg ska spela. – Ein halling kanskji?» Nei det måtte no han sjøl rå for. Han begyndte at stille felen sin igjen, men han syntes at ha sine tanker langt borte og sine øine fæstet på noget rigtig underligt. – Endelig tog han nogle lange drag som gik over til nogle fine bøielige toner Men med et begyndte det forunderlige: Sjåta, Sjåta, Koma no da Sjåta! – Et langt Må-a, et spædere, – bjeldeklang, messingbjelder, stålbjelder. Med et blev det ganske stille, – som en sagte hvisken, så en liten fugl oppe i en busk, en gjerdesmutte nede på marken, – snart en utallighed af fugle. – Et kor; et virvar af bjælder – raut og bræken med fuglelåt imellem. – En kvindestemmes hujen – en trille, som kun enkelte kunde udføre, et svagere til svar.- Hvad hadde hendt? Jeg var ikke i Drammen; men som gjætergut i en solvarm høstdag på heimstølen.

Han reiset seg op af stabben, som vi hadde fundet for han til at sitte på, han nikkede til os og sa: «Mange tak, mit navn er Torgeir Augunson!» Og dermed gikk han. – Møllargutten altså! – Hvor var han, da hans syn og tanker syntes at være så langt borte? Just der hvortil hans spill tog mig. Det var langt mer end en digtning, mer end et maleri, -ja noget forunderligt! – En virkelighed skapt af toner. Et mesterspill, som kanskje ingen anden kunde frembringe, og kanskje vanskeligt nok for ham selv at gjentage. – Og dette gjorde han for en stakkels fjeldgut.  Jeg stod der og måpte, men Karl, den ældste af gutterne utbrød: «Men ban kunde spille han get»! (Get en fortnengning av gut brugt i
Drammen). Ja så får jeg som Myllargutten sige: Mange tak».

Litografi av Myllarguten: Nasjonalbiblioteket. Gjengitt i boka ‘Ole Bull og folkemusikken’
av Håkon Asheim
Bilde av Halvorsgard: Dølaminne 1997.
Transkripsjon og eierskap til denne: Olav Sataslåtten. Kan ikke gjengis uten tillatelse.

Legg att eit svar

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com logo

Du kommenterer no med WordPress.com-kontoen din. Logg ut /  Endre )

Google photo

Du kommenterer no med Google-kontoen din. Logg ut /  Endre )

Twitter-bilde

Du kommenterer no med Twitter-kontoen din. Logg ut /  Endre )

Facebook-foto

Du kommenterer no med Facebook-kontoen din. Logg ut /  Endre )

Koplar til %s