Myllargutens konsert på Kaiholmen 1855

«Et brev gjengitt i Unglyden i 1855 om et fantastisk dansepar som skal være fra Hallingdal. De danset med Myllarguten på et stort arrangement i Oslo dette året. Hele brevet gjengis i det følgende.

EIT BREV FRA 1855
Unglyden nr. 24, 1855.

(Dette brevet er skrivi frå Kaiholmen i 1855 av ein vossing ved namn Ole Nielsen Bygd. Brevet som gjev oss eitt forvitnelegt bilete av den namngjetne Myllarguten og av leikstemne og folkelivet i dei dagar, er skrivi med gamal norsk skrift. Vi prentar her brevet bokstav- og ord-rett som det er skrivi)

Kaiholmen den 16. Febr. 1855.

Høiagtede og gode Ingeborg, bedste sødskendebarn!
Du tilgiver at jeg skriver dig nogle Linjer til, ikke
for at forstyrre dig i din huslige Dont, men for at du
i rolige Øieblikke kan erfare, hvorledes vi stundom
have det her på Østlandet. Du har sandsynligvis hørt
Tale om den vidtberømte landsspillemand Møllergutten.
Ifjor ved Midtsommerstide, da 500 Soldater laa indkommanderte
her paa Kaiholmen og just som disse besøgtes
af sine Landsmandinder, omtrent 200 Jenter fra Hallingdal, Valdres, Numedal og Totten og fra mange andre Steder, kom ogsaa Møllergutten hertil, efterat han havde
givet Konsert i Christiania, Drøbak og paa flere Steder
og gav Konsert eller spillede for Betaling. Han blev
modtaget paa det venligste, idet vi til Dansesal hadde
indrettet og dekorere det største Værelse, der er 30 Alen
langt og 18 Alen bredt, og opsatte i det ene Hjørnet
en Tribun, hvorpaa Spillemanden skulde sidde med en
flad Fjøl under Benene til at trampe paa. Klokken var
10. Allerede var Salen fuld, jeg antager at 300 Mennesker
var tilstede; foran de Herrer Offiserer, jeg stod tæt
med Spillemandens Plads, og nu indfandt sig Møllergutten
og satte sig paa den anviste Tribune, klunkende
paa sin Violin. Man ventede med spændt Opmerksomhed
og Længsel; endelig begyndte den underfulde Musik, snart
sagte, snart høit, idet de sælsomste Tonearter og Variationer
vibrerede og henrykte enhver til Beundring. Da
Møllergutten havde spillet 9 forskjellige Slaatter eller
Stykker, gav Kommandanten Tegn til, at man nu kunde
begynde at danse, hvorpaa 50 Par traadte frem. Man begyndte med
Springdandsen, der dandses her næsten paa
samme Maade som i Morkdalen, idet man tager sin Jente
i den venstre Haand, diltetraver, svinger snart hende,

snart sig selv i smaa Kredse, medens de alle fortfare
efter hinanden rundt Salen i størst muelig Omkreds,
men altid med egne Manerer, kort, som enhver kan
bedst. Da man havde dandset Springdandsen i en to
Timers Tid, begyndte Hallingdandsen. Ogsaa denne dandses hertillands omtrent som i Mørkdalen. Sex af de
bedste Dandsere traadte nu frem, hvoraf dog een og
een dandsede ad gangen. De begyndte med sælsomme
Bevægelser, snart med Bøining av Hovedet, snart med
Armene og snart med Benene under uafbrudt Kreds
sving, idet Hallingkastet, Spotningen og en lynsnar
Eirkeldreining paa den ene Hæl synes at være deres aller
fornemste Kunststykker, hvilket man ogsaa kan skjønne
av Tilskuerens Bifald og den utrolige Anstrengelse og
Færdighed som dertil udfordredes. Der blev ogsaa udsat
Præmie for den, der kunde spænde høieste, som vandtes
af to Stykker fra Nummedal til største Forargelse for
Hallingerne, som ansaa sig for de første Dandsere i hele
Norden, men hvis Navne jeg ikke kan erindre. Men saa
morsomt, som denne Kapspænden end var for os, saa
merkedes dog på Hallingernes fortrødne Ansigter, at
der manglede dem noget, som skulde tilrive dem Kronen
for det Hele — at de havde i sin Midte de første Dandsere i hele Norden, idet de endelig spurgte: Kommer de
ikke, kommer de ikke, ser du dem endnu ikke komme?

Endelig kom de, det var en Gut og en Jente fra Hallingdal; hendes Navn var Maria Furland med Tilnavn Furlands-Solen, og hans: Ola Alfstad, kaldet den flyvende
Hjort. De traadte ind i Salen; alles øine vendte sig paa
dem. Maria Furland er nu 19 Aar og om hende blot
disse Linier:

Hun vandrer svøpt i himmelsk Skjønheds Glands,
Lig Natten henad skyfrie Stjernebue:
Det fagreste i Lys og Mørkets Krands.
I hendes Blik og Aasyn er at skue,
Budt sammensmeltet til hint hulde Skjær
Som Dagens Glimmerstraaler nægtet er.
Hun vandrer svøpt i himmeisk Skjønheds Glands,

Lig Natten henad skyfrie Stjernebue:
Det fagreste i Lys og Mørkets Krands.
I hendes Blik og Aasyn er at skue,
Budt sammensmeltet til hint hulde Skjær
Som Dagens Glimmerstraaler nægtet er.

Ola Alfstad, der er 22 Aar, er et Sidestykke til Maria,
et Under af mandlig Skjønhed, høi, slank og veldannet

og med en indtagende Anstand, som fængsler enhver,
der har seet ham. Hertil kommer endnu hans yderst
maleriske Dragt, som paa det mest iøinefaldende fremhever hans skjønne Væksts Forhold og Former, og hans
Lethed og Hurtighed er saa stor, at man kan sammen
ligne ham med Vinden, der farer hen over Ageren, uden
at bøie Axene. Man bad dem træde an til Dands, men
de undsiøge sig, formodentlig af Undseelse i Overvær a!
saa mange høie Offieerer og saa mange andre Tilskuere,
der med Længsel og nysgjærrige Blikke ventede paa at
faa noget særdeles aparte. Endelig lykkedes det Kommandanten og de øvrige Offieerer at faa dem til at træde
an til Dands, Ak, jeg maatte være begavet med det
største Digter-Geni, om jeg ikkun nogenlunde, end sige
fuldstændig, kunde give dig et Billede deraf. Allerede
var den skjønne Musik begynt; rødmende og undselig
traadte Ola og Maria frem til Dands; i Førstningen
dandsede de langsomt og sagte, men med sikre Trin og
en gratios Anstand, efterhaanden hurtigere, og først
da de var komne midt i den anden Dands, udviklede de
en saadan Færdighed og Gratie hvormed intet, af alt
det jeg har seet, kan sammenlignes. Man vidste ikke hvem
man mest skulde beundre enten Maria eller Ola; det
syntes som to overnaturlige Væsener var trufne sammen her for at give Folk hertillands et Begreb om hvad
Springdandsen er, udført af Mestere. I den tredje Dands
syntes de at overgaa sig selv; det var en Skye, som
svævede mellem Samstodet af to Orkaner, lydløst og
dog taktmæssigt, fantastisk og dog naturligt; øiet
blændedes, Hjertet bevægedes; det Hele syntes som en
Drøm — det var en Virkelighed som opfyldte Sjæl og
Hjerte med paradisiske Saligheder.
Der pauseredes en liden Stund; den skjønne Musik
spillede atter, nu tre Hallingdandser efter hinanden. Ola
Alfstad traadte frem paa nye. Hans Bevægelser var sælsomme, snart bøiede han sig forover, snart bagud, saa
at Haaret berørte Gulvet, snart til Siden og snart spændte
han bagud opad med det ene Ben, saa at hans Hue faldt
forud, som han da tog med Hænderne og satte paa sit
Hoved igjen. Efter disse Forberedelser for at gjøre sig
myg og indøve Snedigheden, fulgte derpaa nogle Kast,
Bukkespring, og Santomotaler (Saltomortaler), der vist
nok robede Behændighed og betegnede en Magt af første
Rang, men som dog ingenlunde forbausede mig, der har
seet Aand Ola. Først i den anden Dands tilskuegav Ola
Alfstad noget ganske andet, viste hvem han var. Staaende
ret paa Gulvet, som Aand Ola fordum, gjorde han som

Leoparden et lille Huk forat faa Spændkraft og spændte

i samme øieblikk tre Gange 5½ Alen høit efterhinanden,
idet han hver Gang kom ned paa det selvsamme Sted,
hvorpaa mange andre selsomme Kunststykker, som
Spøtingen, Dreiningen paa Hælen, Santomotaler og meget
andet paafulgte; pludselig satte ban begge Ben tilveirs
og dandsede taktmæssigen paa Hænderne, altsammen
med en saa overraskende Færdighed at det vakte alles
Beundring. Men endnu stod Mesterstykket tilbage. Fra
Gulvet til Taget eller Lemmen var der 6’/2 Alen. At
spænde Taget i Rundkast syntes en Umulighed. Møllergutten opfordres til at spille sin bedste Slaat og Ola Alfstad til at spænde Taget. Alle stode med spændt
Forventning for at see Udfaldet; Maria hviskede til Ola:
«vær nu Kar O1a. Ola stod atter paa Seenen. Det første
Kast han gjorde var unægteligt udmærket, men for at naa
Taget manglede der 18 Tommer; vi give dig 10 Daler
Ola, hvis lu spænder Taget, raabte Offieererne. Ola
spændte atter, men endnu manglede der 12 Tommer; 20
Daler og et Sølvbæger, hvis du spænder Taget, gjentog
Kommandanten. Ola blegnede og Maria rødmede. Ola
spændte for tredie Gang og ridsede en lang Stribe i
Taget, og i samme øieblik gjenlød et dundrende Hurra
og umiddelbart derpaa overraktes ham den vundne
Præmie; Maria fik ogsaa sin Present bestaaende af 1
Bringsylje, i Par ørenringe og i Fingerring af Guld og
i Par Skospænder af Sølv; Møllergutten fik 10 Daler iPenge. Ola Alfstad, Maria Furland og Møllergutten begav sig nu ud i det fri, men Kommandanten tog dem alle
tre til sig saavelsom alle Offieererne og beværtede dem
paa det aller brillianteste. Hallingernes Nationalære var
reddet.

Hvad mig angaar, saa forlod jeg ogsaa Stedet opfyldt
af en romantisk eller episk Drøm, og over alt var der i
lang Tid kun Tale derom, idet man ikke vidste, hvem
man skulde give Fortrinnet, enten Maria Furland, Ola
Alfstad eller Møllergutten, der havde forhexet alle. Men
jeg maa ende for ikke at blive alt for kjedsommelig.

Hilsen og Venskab, og forglæm, forglæm dog ikke din i al Evighed forbindtlige».

Historien er også delvis gjenfortalt av Rikard Berge i hans bok Myllarguten, publisert i Kristiania i 1908:

«Paa Kaholmen spela han for hersveinane; dei var 500 som
laag der, hersveinar fraa Numedal, Hallingdal, Valdres og Toten.
Nettupp daa var der eu par hundrad gjentur or heimbvgdine somvitja dem. Myllaren kom fraa Kristuania; der hadde han spela, og
no spela han for 300 aahøyrarar her. Salen var gild, 30 am
lang og i 8 am breid, so der var rom nok. Han spela 9 slaattir
til lyde paa, og sidan var de dans. 50 par kunde frampaa i senn,
og de var noko baade for augo og ovro. Musikken var ‘under
fuld’, ‘snart sagte, snart hvit, idet de sælsomste Tonearter og
Variationer vibrerede og henrykte enhver til Beundring’. Komman
danten og ale høgare offiserar var der. Mest aat-gaadde vart
eit dansar.par fraa Hallingdal; dei dansa so yndeleg og vent og
fritt, at ¡ngin hadde séti maken. Og guten slengde greidt 61/,
am i rundkast. Baade Myllaren og dansar-pare vart innbedne til
kommandanten, og hadde de fæk staseleg. Men folk visste ikke
kva dei skulde kyte mest av, anten dansarane eller spelemannen».

Research og transkribering ved Olav Sataslåtten d.y. Opphavsretten til denne ved ham.

 

 

Legg att eit svar

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com logo

Du kommenterer no med WordPress.com-kontoen din. Logg ut /  Endre )

Google photo

Du kommenterer no med Google-kontoen din. Logg ut /  Endre )

Twitter-bilde

Du kommenterer no med Twitter-kontoen din. Logg ut /  Endre )

Facebook-foto

Du kommenterer no med Facebook-kontoen din. Logg ut /  Endre )

Koplar til %s