Myllargutens konsert i Kristiania 1849 skildret i Den Norske Rigstidende

Opprinnelig gjengitt i Den Norske Rigstidende i 1849. Transkribert fra gotisk av Olav Sataslåtten, juni 2016. 

Møllarguttens Concert

Et ganske beynderligt phænomen har i disse Dage beskjæftiget hovedstadens publikum. Etter at det i Vinterens Løb er blevet vant til musikalske Nydelser av et sjeldent Værd, etfer at en Kunstner av første Rang, som Ole Bull, gjentagne Gange har ved sit geniale Spil henrevet det til Begeistring, efterat de tvende Arnolds ved deres gediegne og classiske Præstationer have styrket og utvidet deres musikalskje Sands, kommer tilsidst en simpel, fattig Bondespillemand, der ikke har Begrep om en Note, end sige om Musikens Theorier, vandrende ned fra sin Fjeldbygd og bringer den hele By til at tale om sig, forsamler dette samme dannede hovedstadspublicum talrigere end ved nogen anden Concert, spiller for det i al Simpelhed, paa hardangerfelen sine hallinger og Springdandse, og modtager derfor dets Penge og Roes, ja fremkaldes endog og overøses med Bifaldslarm.

Hvorledes kan dette være gået til? Hvor mange Bondespillemænd har man ikke før seet hernede i Markedsdagene at drive om paa Torvet og i Logementerne og for en liden kreds av Graakjoler at afgnide deres Slaatter og hallinger, uden at det derfor er faldet nogen Sjæl ind, at føre saadanne nationale Virtuoser lige op i den store Frimurersal, for at spille for Byens store publicum, thi de vilde da vitnet have fundet Salen mørk og øde, og ikke som nu straalende af Lys og fyldt med over 1400 Mennesker, beredte til at bringe de nationale Toner deres hyldest. Men saa havde det heller ikke været Møllargutten, huldrelærlingen fra Vinje, vil man invende; der er ligesaamegen Forskjel paa hans Slaatter og paa de Andres, som paa en Maaltrosts friske og ynde Slag i Stovene og en Sisiks plapren i Buret. Meget muligt; men dette forandrer ikke Sagen, naar Phænomenet betragtes for sig; thi hvad tjendte man til dette bundne Naturgenie, og hvorledes troer man at han var bleven optagen og berømt her af Smagens Publicum, hvis det var tænkeligt at en egen Drift, alene byggende paa egne Kræfter,om end i Ly av nogle Avisopsatser?

Vi ere bange for, at Udbyttet for Thorgeir da vilde blevet meget lidet, og Publicums begeistring endnu mindre. Men nu stod der en mægtig Mand, bag ham og overstraalede ham med et opmuntrende Smiil, som for ham var Lykkens ; nu ledtes han frem i den fr ham saa fremmede Byverden ved en i Kunstens Rige altformaaende haand, der har det i sin Magt at udjevne alle Vanskeligheder, at forædle alle vilde Strenge den berører, at forbinde det Instinctmæsigt Naive med den højeste kunstsudviklede Bevissthed, at tvinge selv det insolvente, det meest vantroe Auditorium til at respectere, til med kjærlighed at optage, hvad han byder. Ved at fremføre denne fattige Bondespillemand for hovedstadens Publicum og sige til det: hør med Velvilje paa denne Fjeldets raa Søn, thi af ham har jeg lært, – har Ole Bull hædret dette Publicum og sig selv lige meget. Det var en dristig Gjerning han her foretog: at rive et ved Fjeldets inderste kroge hængende, i sin snevre Begrændsning afsluttet, sig selv næsten ubevist Talent, da fra dets egen Sphære, og stille det i al sin nøgne Umiddelbarhed du paa et Stage og for et Publicum, der adskilt fra dets hjemlige ved Civilisationens svælgende dyb! Hvor lett kunde ikke derved dette Naturbarns indre Standpunct vorde forrykket, saa han ikke mer kunde gjenfinde sig selv og sin lykkelige uvidenhed, hvor let uklare Drømme og Længsler vorde vakte i hans Sjæl om en høiere Tilværelse, om en kunstnerisk Udvikling, som det dog nu alligevel for ham var for seent at naae? Og kaste en saadan Fristelsens Brand i et stille, fredeligt Naturliv, uden at kunne tilfredstille den, at borttage de velgjørende Fjeldtanker, der fyller et saadant Naturgeni fra Verdens, fra Kunstens lokkende herligheder, uden at kunne givde det kraft og Vinger til med fuld Flugt at drage du i disse, det er næsten en Synd md Naturens helligaand, som intet materielt Gode, ingen Pængebelønning kan udsone. Men Ole Bull kjendte ved denne Leilighed sin Mand, som sit Publicum. Han troede sikkert at Thorgeir Augundsson fra Vinje musikalske Evne var saa urokkelig befæstet indenfor hans vilde Fjeldlivs trakter, at han ikke kunde udrives deraf, om han ogsaa forandrede Sted, at hvor han gik tog han hele sin afsluttede hjemfreds med sig, at han selv i den glimrende Consertsal maatte føle sit Sind omsluttet af de vante Fjeldtrakter, og at det forfinede Publicums ellers berusende Bifaldstorm ikke vilde røre ham mer, maaskee ikke saa meget, som Fjeldfolkenes hujen og kast og Trampen ved hans Spil i de trange, sorte Røgstuer.

Denne Tiltro bekræftede sig ogsaa fuldkomment ved Møllarguttens Optræden her. Det saaes tydeligt paa ham, som han sad der paa sin Førhøining med bøiet Hoved, med halvsluttede Øine, rokkende frem og tilbage og med Foden slaaende Takten til sit rivende hallingspil, at han endnu var aldeles inde i sin vante Forestillingskreds fra Sætervolden og Fjeldlien, og at den for ham eventyrlige Pragt og Glands i den gyldne Sal, hvori han befant sig, at den brogede, fremmede, myldrende, for ham saa fremmede Menneskemængde der omgav ham, og med tusinde ukjendte Øine stirrede paa ham, ikke i mindste Maal var istand til at forvirre ham eller bringe ham ud af Concepterne, thi den var ham ufattelig og uvedkommende, skjøndt han spillede i den og for den, han saae blot sine Fjeldbønder omkring sig og tænkte sig at spille for dem til Bryllups, men det har han riktignok siden tilstaaet, «at saa gjævt et Bryllup havde han aldrig før spillet paa».
Denne Sikkerhed og indre Nødvendigheds Fylde, som er Naturmenneskets egen og som vi, den kunstige Tilstands Skabninger med Modellen af Kundsskapsfrugten uigjenkaldeligt have givet slip paa, var det ogsaa som klang fra hans kraftige og dybe Buestrøg, og banede hans simple Toner Vei til vort Hjerte gjennem Fordommenes og Civilisationens tredobbelte Artsranker.

Det var den samme oprindelige, ustandselige, ufeilbare Tonestrøm, som høres i Fossens Larm, i Grantoppenes Susen, i Fjeldliernes underlige Stemmer, i Storfuglenes Latter, lokken og klynken, gribende som denne, men ogsaa monoton, uklar og evig sig gjentagende som denne. De, der var komne med Forventning, om at Møllargutten, at faae høre sangbare, lange og hendøende Toner, luurlok og Ekko, blødt smigrende Adagio avventende med stormende Mildhed, alle de bleve vistnok heilig skuffede, da de hørte hans evige hallinger, alltid i den samme Takt og i den samme Springetone, den ene som den anden. Men denne Skuffelse kunne de blot tilskrive sig selv, ikke den uskyldige Spillemand, thi han udførte sin Dont med en kraft og Virtuositet, der var over al rimelig Forventning, men han traadte ikke og kunde ikke træde udenfor sin Grændse, han var og blev Spillemand paa hardangerfelen. Dette alene burde hine Skuffede have søgt i ham, og ikke en Sanger; hans Instrument har i hans hjemstavn, som i alle vore Fjeldegne, sin sarte Befremmelse, det er at spille til Dands, og ganske udenfor dette Feldt ligger Fifen og Uvædet.

Møllarguttens Slaat i alle dens Nuancer var derfor intet andet, end Gangar og Springedans og atter Gangar i eet kjør, men naar man ret nøie hørte efter, saa dukkede hele Fjeldlivets og Fjeldensomhedens Naturpoesi op deraf med dens klage og bitre Spot, med al dens djerve kraft og dens lullende Ømhed. Dog havde man en pinlig Følelse af at denne Naturpoesi laage bundet og ligesom trangt indhyllet i hans hulkende Overgange, i hans mystiske Dobbeltgrep, men følte en brændende længsel efter at faae denne bundne harmoni befriet og forædlet, efter at mærke den tage i kunstens Vinger og paa dem hæve sig til det fulde og sande Skjønhedsideals klare Regioner. Og Opfyldelsen av denne levende Længsel, af denne drømmende Befrielsesønske skulde idetmindste denne gang ikke længe lade vente paa sig, skulde i legemlig Form træde oss imøde, klar og forsonende, som en Berettigelse for den stakkels Thorgeirs Fremragen paa en Byconcert, som Aftenens Symbol.

Thi efterat den i sig selv sammenstøbne, ligesom i en Puppe indhyllede Fjeldspillemand var forsvundet fra sin Forhøining og ene Efterklangen af hans særtbundne, vilde Toner endne dirrde for Alles Øren og ligesom forlangte sin Opløsning til fuld harmoni, da traadte en høi, herlig Gestalt frem, med hævet Bryst og hoved, med aabent Blik ogsaa i det Ydre et Vidne for den nordiske Natur fri og dog kunstneriske Udvikling. Det var Ole Bull, som med sin mægtige Arm nu strøg over Fjeldviolinens Strenge, og løfte hvad der havde været bundet, og gav Møllerguttens dunkelhvirvlende Slaatter Sangens Forklaring og Fuldendelse. I sit Tonedigt vil han vel sige til sit Folk: «Fatter du, hvad jeg symbolsk har villet lægge Dig paa hjerte denne Aften? Dit lands bundne Naturpoesi skal Du, som jeg har gjort det dukke Dig ned i og hædre, for at vorde stærk, men Du skal ikke fortabe Dig deri, ikke tage Stoffet raat hen og dvæle derved alene, Du skal i Sang som i Gjerning hæve Dig atter op af den friske Fjelddal til en inderlig Forening af Naturbarnets kraft og hjertelighed med Culturlivets kunstneriske Bevidsthed og skjønne Udvikling»
A.M.

Transkripsjonen er opphavsrettslig beskyttet. Gjenbruk gjerne, men henvise til hvor du hentet det fra.

Legg att eit svar

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com logo

Du kommenterer no med WordPress.com-kontoen din. Logg ut /  Endre )

Google photo

Du kommenterer no med Google-kontoen din. Logg ut /  Endre )

Twitter-bilde

Du kommenterer no med Twitter-kontoen din. Logg ut /  Endre )

Facebook-foto

Du kommenterer no med Facebook-kontoen din. Logg ut /  Endre )

Koplar til %s